Etape rapporter
1. Etape
Så kom løbet igang og den første etape er veloverstået. Vejret var med os hele vejen, næsten en anelse for varmt midt på dagen, men ellers helt perfekt.

Det fungerede med indtag af mad og drikke, så det var også af stor betydning når det hele skal gå op i en højere enhed.

I går blev vi enige om at ændre på ruten og det fortrød vi ikke. Rent distancemæssigt blev det lidt længere end planlagt, men det var en mere lige rute uden så mange sving, så rent navigationsmæssigt både for mig og Karina, var det klart en fordel. Vi valgte den foreslåede rute uden motorvej via gpsen i bilen og det fungerede helt fint, så det er planen vi også følger i morgen.

De tog også rigtigt fint imod os i Løberen i Aalborg, hvor den røde løber var rullet ud og en stor del af deres vinduesparti var brugt til ultraløb. Beskrivelsen af de forskellige etaper var printet ud og hængt op i vinduet sammen med angivelse af at Leon løber og støtter Kræftens bekæmpelse. (Karina var kommet til at skrive på facebook at det var opdateringerne fra facebook, der var hængt op, men det var altså etapebeskrivelserne).  Det andet vindue var pyntet med udelukkende ultraløbsting i dagens anledning.

Alt i alt har det været en super start, bedre end jeg havde turde håbe på. Fartmæssigt gik det også efter planen, forventer dog ikke at kunne holde helt det samme tempo på alle etaperne.

Derfor er det også lidt ændring i ruten til i morgen, som vi tager på samme måde. Det betyder at ruten går via Hobro i morgen.

Status er nu at vi overnatter hos Morten og Mette (holdleder for Ultralandsholdet og hans kone, som løber på landsholdet). Vi har fået skøn mad, bad og er rigtig blevet forkælet. Jeg har fået lidt massage, benene har det ok efter omstændighederne, er dog lidt stive, men der er jo trods alt også 100 km i benene.

Opdateringen på facebook er gået nogenlunde. Karina er ved at få styr på det. Det er desværre ikke gået helt så godt med at få billederne taget på tlf. ud via facebook, det håber vi går lidt bedre i morgen.

Nu mangler vi lige de allersidste forberedelse til i morgen og så håber vi på en god nats søvn.
Det var vist det hele for idag, tak for alle jeres tilkendegivelser via Facebook.
Rute profilen for dagens etape kan ses her:  http://connect.garmin.com/activity/107525669
2. Etape
Så kom Leon også igennem den hårdeste etape fra Aalborg til Aarhus på 113 km.

De første 10 km gik fint ud af Aalborg i tørvejr, men så fik vi regn i de næste 60 km. Det var nogle lidt lange km i regn og blæst. Det var en lidt hård omgang idag og især de sidste 40 km var seje at komme igennem.
Det betød rigtigt meget at jeg havde selskab på turen af Mette Pilgaard og Annemarie Rossen på hele distancen. Det gav et godt mentalt boost at der hele tiden var nogle til at "skubbe" og peptalke mig frem, når jeg synes at var allermest hårdt.
Til sidst på turen sluttede Jan Christensen fra Odder sig til på de sidste 25 km og til allersidst Ebbe fra Løberen til at følge Leon det sidste stykke ind til Løberens butik i Aalborg.

Nu er vi igen blevet passet i alle ender og kanter med dejlig mad, tøjvask og dessert hos Bente og Vagn. Benene har det ok, lidt mere spændte end i går da jeg fik massage, men det er stadig på den positive side trods alt. Fødderne har det også fint, ingen vabler, måske en anelse trykpåvirkning af fødderne, så det er rart ikke at have sko på nu.

Nu er vi snart klar til en god nats søvn, vi skal heldigvis ikke starte helt så tidligt i morgen, der er start kl. 8 fra Aalborg. Igen i morgen vælger vi at se hvad gpsen foreslår når vi taster den korteste rute uden motorvej.
I dag er det i hvert fald gået efter planen rent navigationsmæssigt og vi havde stort set ikke problemer med at finde vej hverken fra bilen eller løbernes side.
Dagens rute profil kan ses her: http://connect.garmin.com/activity/107777022

3. Etape
Det ville være løgn, hvis vi skrev at det er en smal sag, at løbe Danmark rundt. Det er det bestemt ikke! Efter de to første, og hårde dage, kunne Leon se frem til en kortere etape i dag, på hvad der var planlagt til 74 km. Men pga. af lidt tekniske problemer med GPS'en i bilen, blev turen små 4 km længere, og rendte derfor op på 78,5 km. Det bringer Leon op på en samlet distance på ca. 299 km efter de tre første etaper. Og jeg skulle hilse at sige fra Leon, at Danmark altså ikke er så flad som vi går og siger - det går nærmest op og ned hele tiden, hele vejen ned igennem Jylland, bortset fra det første stykke i Nordjylland. 

I går havde Leon lidt problemer med den ene achillessene. I dag var den helt okay, men desværre brød en gammel skade ud efter 40-50 km. Leon har ret ondt i den ene ankel, da det ene senebånd er hævet og presser på nogle nerver. Hvert skridt er derfor en kamp...

MEN heldigvis er Leon stædig som bare fanden, og giver ikke så let op! Han er klar på, at give alt hvad han har i morgen, når turen går fra Give til Esbjerg, hvor han igen ender etapen ved LØBERENs butik i Borgergade 56. En "lille" tur på omkring 73 km.

Lige nu er Leon indkvarteret på Comwell i Brejning, lidt syd-øst for Vejle. Her får han lidt god mad, og en gang massage af Leons kone Karina, der efter Leons ord skulle gøre selv de stiveste stænger til smør. I morgen starter Leon, hvor han sluttede, 3 km uden for Give.

Har du lyst til at løbe med Leon en del af turen, så vil det betyde RIGTIG meget for ham. Følg med på hans Facebook-side: www.facebook.com/DanmarksTuren2011

Husk, at du kan støtte Leons indsamling med et bidrag på: www.forlife.dk. Når du kommer ind på siden, så klikker du på: Find deltager og klikker på Danmarks Turen 2011 og  ser hvordan du kan støtte.

Og giv så lige Leon en "Synes godt om" og et skulderklap af en kommentar på hans Facebook-side: www.facebook.com/danmarksturen2011.
Se ruteprofilen for dagens etape her: http://connect.garmin.com/activity/108024917
 
4. Etape
Dagens etape lød på cika 70 km. Men pga min skade fra i går, var det tvivlsomt om jeg kunne løbe så langt. Efter en dejlig overnatning og lækker morgenmad på Comwell, kørte vi til Give, hvor jeg sluttede i går.
Den første km var meget hård. Med store smerter fik jeg humpet mig igennem, og langsomt blev det lidt bedre, da jeg fandt ud af hvilken stilling jeg kunne have foden i. Så de første 3 timer gik nogenlunde, dog med smerter for hvert skridt, men til at holde ud, og de blev ikke værre. Men efter 25 km begyndte smerterne at blive værre og ved 30 km, måtte jeg lige ud i rabatten da en mejetærsker skulle forbi. Der fik jeg trådt lidt skævt på foden, og så kunne jeg ikke støtte mere på foden. Prøvede med is og tape. Men efter 33,55 km stoppede jeg. Jeg så ingen ide i at humpe hele vejen til Esbjerg, da dette skulle være en løbetur.
Vi har her efterfølgende prøvet alt for at få min ankel i bedring, men det ser ikke godt ud. Jeg går nu i seng og håber at jeg kan prøve foden af i morgen. Men har ikke store forhåbninger.
Se ruteprofilen fra dagens etape her:
http://connect.garmin.com/activity/108339928
5. etape
Dagen i dag, var dagen, hvor hvert skridt var en sejr for Leon. Leon startede ud med en kraftig tvivl om, hvorvidt det overhovedet ville være muligt at løbe noget som helst. Men det ene skridt tog det andet, og Leon fik arbejdet sig videre på hans færd Danmark rundt. Leon måtte dreje af 10 km uden for Esbjerg centrum, da han var overbevist om, at hvis han nåede ind til Esbjerg, så ville han ikke komme afsted igen - det ville simpelthen være for stor en mental mundfuld at skulle løbe de samme 10 km to gange lige efter hinanden (ind til Esbjerg og ud på samme vejstrækning). Leon fortsatte derefter østpå indtil han stoppede kl. 19.00, 17 km uden for Vejle. Her vil han starte igen i morgen kl. 8-8.30, hvor han så løber mod Vejle, hvor han gæster LØBEREN Vejle ml. kl. 10 og 11. 

Dagens etape løb op på ikke mindre end 82,2 km, hvilket bringer den samlede distance op på 414 km efter 5 dage i løbeskoene.

De mange kilometer har sat sig præg på Leons fødder. Som skrevet tidligere, så har Leon rigtig ondt i højre ankel, som han i går slet ikke kunne støtte på. Det gik bedre i dag, selvom det gjorde meget ondt! Venstre ankel er ligeså begyndt at smerte. Leon vil ikke indtage nogen form for smertestillende medicin, så han sætter sin lid til Karinas (konen) massage, is og CEP kompressionssokker til restitution i nat.

Alt udstyret fungerer upåklageligt og lige som det skal. Fusion-tøjet, som Leon kender så godt, fungerer barer! Leon nævner specielt sine CEP tights som helt suveræne - ingen slidsår, irritation eller andet efter 414 km - imponerende! SIS energiprodukterne er ligeledes forrygende, og glider stadig let ned her på 5. dagen. På fødderne er Leon særligt glad for sine Teko sokker, der virkelig forkæler de smertende fødder. 

Taktikken for i morgen lyder ligesom i dag: 1 km ad gangen!
Dagens ruteprofil kan ses her: http://connect.garmin.com/activity/108630878
 


6. etape
Efter endnu en skøn overnatning på Comwell Kellers Park i Vejle med super forplejning/hjælp fra køkkenet og personalet, kunne jeg i hvert fald ikke give det skylden for ikke at føle mig helt klar til en ny etape (mest pga. anklen). Tusind tak for hjælpen, vi kommer helt sikkert igen!
Status fra morgenstunden var, at anklen ikke havde det særligt godt, så mine forventning var ikke så store i morges inden jeg begyndte at løbe. Planen var ligesom i går at tage 1 km af gangen og se an hele tiden.
Jeg startede med at løbe ind til Vejle. Opstarten var superhård, overvejede flere gange at stoppe inden jeg nåede indtil Vejle. På de sidste km ind til Vejle var det dog som om jeg fik bedre flow og anklen/underbenet blev på en eller anden måde løbet lidt varm.
Vi tog et kort stop i Vejle og hilste på inde i Løberen i Vejle, hvor Steen tog imod os.
Derefter gik det videre km for km! Lidt før den gamle lillebæltbro kunne jeg for alvor mærke at benene var trætte. Dog var det et super mental "boost" at komme over på fyn-siden, nu var Jylland besejret.
Kort tid efter jeg var kommet over på fyn-siden, fik jeg selskab af Michael S. K. Mortensen, som kom mig løbende i møde. Vi løb ca. 10 km sammen indtil jeg havde passeret 60 km, her valgte jeg så at stoppe dagens etape. Dagens samlede distance  blev på 60,8 km.
Pga. skaden i anklen har jeg besluttet at korte resten af Danmarksturen af. Det står klart nu, at anklen ikke kan klare de lange etaper og derfor løber jeg i morgen mod Nyborg og fortsætter i Korsør på den anden side, videre mod Ringsted og op mod Roskilde på fredag som planlagt. Dette gør forhåbentligt at distancerne bliver af en længde, som anklen bedre kan holde til.
Jeg har ikke sat endelig distance på de næste etaper, det bliver anklen, som bestemmer længden.
Jeg har brugt meget tid på løbeturene de sidste dage på at tænke på, evt. afkortning af rute, valg af anden rute o.s.v. Det har helt klart været en svær beslutning for mig at lave om på den oprindelige planlagte Danmarksturen, men jeg er nødt til at lytte til kroppen og gøre det, der føles rigtigt. Også tak til dem, som jeg i dag har fået lov at vende problematikker/tankerne i mit hoved omkring ruteændringen med, det var vigtigt for mig!
 Dagens ruteprofil kan ses her:
http://connect.garmin.com/activity/108854546