Det var blevet tid til årets sidste løbeudfordring og jeg havde gemt den største til sidst. Årets Spartathlon stod for døren og jeg stod på startstregen for andet år i træk. Sidste år mødte jeg op i Grækenland med en overbelastningsskade, som tvang mig til at udgå ved 81 km. Men i år var jeg klar. Ingen skader og en fornuftig træning op til løbet. Så jeg var meget opsat på at gennemføre i år.

Vejret så ud til at blive godt. Let overskyet, og ikke så varmt. Perfekt vejr for en bleg dansker. Starten gik kl. 7 fredag morgen fra Akropolis i Athen. Jeg havde planlagt at bruge de første 4-5 km til at finde en god rytme. Og så sørge for at jeg løb i mit eget tempo. Så helt bevidst valgte jeg at løbe alene, i stedet for at få en hyggesludder med andre løbere. De første 40 km er rimelig flade og de blev løbet på 3 timer 45 min. Nu begyndte løbet for alvor og stigninger viste sig på ruten. Vi løb langs vandet og der var en fantastisk udsigt, men svært at finde en rytme, da det hele tiden gik op og ned.

Korint-kanalen blev passeret ved ca. 77 km og kort efter nåede jeg depotet ved 81 km. det er det første store depot, hvor der er læger og massører. Det var her, at min tur sluttede sidste år. I år havde jeg ingen problemer, så jeg tog lidt mad, hvorpå jeg fortsatte. Jeg havde løbet de 81 km på 8 timer 10 min. 100 km bliver passeret og jeg kan så småt begynde at mærke turen. Mine ben var godt ømme og min mave gav også lidt problemer. Nu var der ”kun” 146 km igen og jeg havde næsten et døgn til at klare det i.

Ved 105 km løb jeg forkert. Jeg kom ned af en bakke og skulle dreje til venstre, men får taget en vej for tidligt og jeg begyndte at løbe op ad en bakke. Ca. 500 meter oppe, kom en mand forbi på sin knallert. Han sagde at jeg var løbet forkert. Der blev jeg godt nok sur. Så hele vejen tilbage bandede jeg over den dårlige opmærkning. Og da jeg kom tilbage på ruten, kunne jeg tydeligt se afmærkningen. Så tog jeg lige en bandetur over mig selv. Det er skidt at løbe forkert på en halvmaraton, men her kan det være katastrofalt. Derefter holdt jeg godt øje med afmærkningen, skulle ikke ud på flere omveje.

Fra 105 til 125 skete der ikke så meget. Solen var gået ned og natten begyndte. Jeg fandt en god rytme mellem gang og løb. Lige pludselig åbnede himlen sig, og vandet væltede ned. Jeg havde næsten lige forladt et depot, så der var langt til det næste. Jeg søgte ly under et træ i håb om, at det bare var en kort byge. Da jeg stod under træet lyste jeg ned på min fod, gik en skorpion lige forbi den. Jeg fik et chok, og valgte styrt regnen i stedet. Da jeg endelig nåede næste depot, var regnen stoppet, men jeg var drivvåd. På depotet havde jeg heldigvis tørt tøj og sko. Det var lige som juleaften.  Så med tørt tøj og nye sko på, begav jeg mig ud på ruten igen. Dog glædede jeg mig for tidligt, for efter ca. 15 min, begyndte det at vælte ned igen. Det var så voldsomt, at vejen flød over. Regn, mudder og sten skyllede ind over vejen. Og jeg var gennemblødt igen.

Ved ca. 150 km begyndte løbets store stigning. Jeg havde fået en sort affaldssæk på et depot. Den hjalp mig med at holde varmen. Regnen var holdt op igen, og da det nu gik opad, fik jeg hurtigt varmen. Ved ca. 161 km skulle vi forlade asfaltvejen. Toppen af bjerget skulle passeres. Det blev en hård tur på en meget smal bjergsti. Man havde kun nogle knæklys til at vise vej. Da toppen blev nået, stod folk klar i depotet med en stol og et tæppe. Men jeg takkede høfligt, nej tak, og skyndte mig ned af bjerget igen på den anden side.

Da solen stod op, havde jeg været i gang i 24 timer, og havde passeret 183 km. Jeg var nu ved at være rigtig godt brugt, men havde stadig en fornuftig rytme mellem gang og løb. Men da jeg nåede 198 km, begyndte en lang stigning. Da jeg ikke havde løbet turen før, og ikke kunne huske hele rutekortet i hovedet, kom denne stigning helt bag på mig. Den blev bare ved og ved og ved. Og da endelig nåede toppen, var mine energidepoter helt brugte. Nu var der ”kun” ca. 30 km igen. Det var jo ”bare” en lille træningstur. Det skulle blive mine længste 30 km nogensinde, og mit livs løbeudfordring.  Jeg måtte slæbe mig igennem, og var glad for, at jeg havde så god tid til det. Det var først, da der manglede 5,5 km, at jeg endelig troede 100 % på det.

Det var helt fantastisk at løbe forbi byskiltet til Sparta, og da jeg havde løbet lidt inde i byen, blev jeg fulgt på vej af et par drenge på cykel, og en betjent på motorcykel. Nu kunne jeg ikke løbe forkert igen. Og da jeg kom ind på opløbet, samlede jeg mine sidste kræfter, og småløb de sidste 500 meter op til statuen af Kong Leonidas. Jeg kan ikke beskrive hvilke følelser der fløj igennem mit hoved. Det var en blanding af sindssyg træthed og fantastisk lykke. YES, jeg havde gjort det!! JEG havde gennemført det legendariske SPARTATHLON!!!!!

Karina og jeg ankom til Bornholm torsdag eftermiddag, dagen før starten til DM. Vi havde booket hotelværelse på Ryttergården 500 meter fra løbsruten. Det var rart at være tæt på. Da vi havde tjekket ind, tog vi hen til løbsruten, hvor der allerede var fuld gang i løberiet. Ud over DM i 24 timer, var der også 6 timers løb, som var blevet afholdt om søndagen. 7 marathon på 6 døgn, som blev løbet gennem hele ugen. 48 timers løb, som var startet torsdag middag. Og så 6 dages løb, som var startet søndag. Det gjorde at alle ville slutte lørdag middag.

Så der var nok at se på, da vi ankom. Vi mødtes med Brian Larsen, kollega fra Ultralandsholdet, og fik efter lidt besvær, fremtryllet lidt mad, lavet på en engangsgrill. Brian havde sagt ja til at hjælpe Karina med at holde mig i gang det kommende døgn. Det er altid rart med ekstra hjælp, men endnu bedre er det, når hjælpen kommer fra en, som har prøvet strabadserne på sin egen krop. Det giver noget uundværlig viden og indsigt i, hvordan jeg ville komme til at have det under løbet.

Da vi havde spist, og kigget lidt på de andre løbetosser, tog vi tilbage til hotellet, hvor jeg efter lidt fodbold kiggeri , fik en god nats søvn.

Fredag morgen startede med en god gang morgenmad. Derefter skiftede jeg til løbetøj, hvorpå vi kørte hen til løbet. Vi var der ved 10-tiden. Så havde jeg et par timer til at forberede de sidste detaljer. Vi satte et lille lætelt op, hvor mit depot kunne være, og vi fik fyldt dunke med SIS-energidrik. Den sidste time op til start, blev brugt på lidt mental opladning. Det var en lidt kølig formiddag, så jeg blev pakket ind i tæpper, og så lå jeg bag læteltet og slappede af.

Kl. 12.00 gik starten og vi var endelig i gang. Jeg havde planlagt, at jeg ville bruge de første runder (1 runde var 1032 meter) til at finde en god rytme. Det var jo kun 5 uger siden at jeg løb VM-24 timer, så jeg vidste ikke, hvor restitueret jeg var. Jeg håbede, at der var et par stykker, som ville starte i et højt tempo, for det plejer sjældent at gå godt. Jeg blev ikke skuffet. Der var et par stykker, som løb godt til. Dem lod jeg bare løbe, og jeg sørgede for, at holde mit eget tempo. Efter et par timer havde jeg fundet en god rytme, så det så positivt ud.

Mit håb for de 24 timer, var at løbe en ny personlig rekord. Det var det jeg skulle have fokus på. Så jeg skulle glemme de andre løbere, og løbe mit eget løb. Det går fint og jeg holder et tempo på ca. 11 km/t.

Omkring 7 timer inde i løbet overtager jeg 1. pladsen.  Jeg prøver dog fortsat at holde fokus på mit eget løb, men det er lidt svært, når man løber gennem depotet, og folk råber, hvor langt man er foran. Det er også på dette tidspunkt, at jeg begynder at blive træt i benene, men jeg havde lavet en aftale med dem om, at de godt måtte gøre ondt, jeg ville bare ignorere det.

Det går fint i nogle timer, men omkring midnat, halvvejs i løbet, får jeg problemer. Når jeg har holdt en tissepause, og skal i gang med at løbe igen, får jeg nogle stærke smerter under højre knæ. De er der ”kun” i 10-20 sekunder, men det er alligevel nok til at jeg bliver nervøs. Da jeg på dette tidspunkt tisser ca. hver 3. omgang, bliver det værre og værre. Så da jeg næste gang kommer til depotet, beslutter Brian og jeg at vi må prøve at gøre noget ved det. Jeg bliver lagt, med meget besvær, ned og en løbekollega, Peter Bøgevig, kigger på mit knæ. Han kan ikke se at der skulle være noget alvorligt galt, men han lægger noget støttetape under knæet. De får rejst mig op igen, men nu er mine ben helt stive. Jeg går en halv omgang, hvorpå jeg begynder at småløbe igen. Det går nogenlunde. Jeg mærker ikke mere til knæet, men mine ben er meget mærket af løbet nu.

Mit løb bliver langsommere og jeg begynder også at gå ind imellem. Håbet om en forbedring af PR begynder at se sort ud. Da det begynder at blive lyst, får jeg en snak med mit crew, hvor vi gennemgår mulighederne. Jeg kan vælge at satse og prøve at følge australieren som er ved at hente mig. Det kan resultere i en ny PR, men nok mere sandsynligt at jeg bryder helt sammen og må udgå.

Den anden mulighed er, at hægte mig på Rene, som ligger nr. 2 i DM, og så følge ham, så han ikke får lyst til at forsøge at hente mig. Dette vil indebære at min chance for PR forsvinder, men også at chancen for DM-guld er mere sikker.

Vi vælger det sidste, da mine ben er helt færdige, og så starter kampen for at følge med Rene. Det bliver et nogle hårde timer, hvor tiden går ekstremt langsomt. Vi følges nogenlunde pænt ad, men da der mangler 2,5 time får Rene at vide, at han har muligheden for at nå 200 km, hvis han tager sig sammen.  Dette gør, at Rene sætter tempo på, og jeg må lade ham løbe, og så prøve at holde så højt tempo som muligt, så han ikke kan nå at hente mig. Det bliver et par timer, hvor der bliver kigget meget på uret og holdt øje med Rene, og det er først da der mangler 30 min. at jeg kan føle mig sikker på DM-titlen. Så jeg prøver at nyde de sidste par runder, men jeg er simpelthen så træt at jeg bare er så glad da hornet lyder og de 24 timer er gået.

Efter løbet får jeg lidt tørt tøj på, og kommer ned og ligge. Men jeg har det ikke godt. Jeg har kvalme og har svært ved at spise og drikke. Men det bliver dog bedre senere. Og to timer efter løbet får jeg min guldmedalje, som jeg er meget stolt af, men lige på det tidspunkt så jeg mere frem til lidt mad, et bad og en ordentlig lur.

Når jeg her efterfølgende tænker løbet igennem, så synes jeg at jeg fik det optimale ud af det. Jeg var inden løbet lidt i tvivl om min fysik, men mentalt, var jeg mere klar end nogensinde. Den første halvdel af løbet, var mit bedste løb nogensinde. Jeg følte at jeg var i kontrol med mig selv, og benene flyttede sig bare. Det var en fryd. Den anden halvdel, var en mental sejr. Der blev hentet nogle reserver, som jeg ikke har prøvet før. Så ingen tvivl om, at jeg lærer noget af alle mine løb, og husker det til det næste. Det lover godt for fremtiden.

Til slut vil jeg lige takke dem, som hjalp mig igennem døgnet. Først til alle de andre løbere på ruten. Det er, som altid, en fryd at løbe ultraløb, når alle er flinke til at komme med tilråb og opmuntringer. Det betyder meget. Tak til Peter Ebro fra LØBEREN, som havde sagt ja til at opdatere min hjemmeside. Det fungerede til UG. Dernæst en tak til Peter Bøgevig, som hjalp med mit knæ midt om natten. Peter var udgået tidligt i løbet, men blev ved depotteltet, hvor han hjalp adskillige løbere med deres problemer. Det var stort. Brian Larsen, landsholdskollega og god ven, var også en stor hjælp. Han havde siden tirsdag, hjulpet Lars Christoffersen, som løb 6 dages løb. Oven i det havde han sagt ja til, at hjælpe mig med at holde mig i gang hele døgnet. Det var en stor hjælp, og et par gange fik han mig da også overbevist om, at jeg havde mere i mig.

Til sidst en stor tak til min dejlige kone, Karina. Uden hende ville jeg ikke kunne gøre dette. Hun hjælper mig mere end hun tror under løbet. Hun sørger for at jeg bare skal koncentrere mig om at løbe. Hun har styr på depotet, så jeg aldrig mangler noget. Hun er altid klar med en opmuntrende bemærkning når jeg kommer forbi. Hun sørgede for sms service til Peter Ebro, og hun tog billeder, så vi har nogle gode minder. Alt i alt, så var det ikke lykkedes uden hende. Hun burde også have en medalje.

Jeg tog af sted fra København kl. 5.45 og var så i Randers kl. 9, med 1 time til start. Efter omklædning fik jeg startnr.  udleveret , hvorpå jeg gjorde mit eget depot klar med lidt chokolade, energibarrer og bananer.

Ruten var en 4,2 km rundstrækning på Randers kaserne og ude i det gamle øvelsesterræn. Fin blanding at asfalt og grus/jordveje.

Jeg aftalte med Vagn Kirkelund( også 24-timers landsholdsløber) at vi bare skulle løbe en god træningstur, da vi jo snart skal til VM/EM i Italien. Så da starten gik tog vi det stille og roligt og lod de hurtige stikke af. Så de første 4 timer gik med hyggesnak og historier. Men efter de 4 timer skulle Vagn på toilettet, og jeg spurgte om jeg skulle vente, men han sagde, at jeg bare skulle løbe. Så fra at have løbet i pulszone 1, så løb jeg 5. time i zone to, og 6. time  i zone 2/3. Jeg tror at jeg lå nummer 5-6 stykker efter de 4 timer, men begyndte at rykke op i feltet, og med 15 min tilbage, overhalede jeg den førende løber og da de 6 timer var gået, havde jeg tilbagelagt 69,842 km. Og et flot 1. plads. Så det blev en god tur i det jyske i mit første 6 timers løb, og en god gang træning forud for VM/EM i maj.

Den 6-7 december løb jeg 24 timers løb i Oslo.
Planen var, at få skuffelsen fra VM rystet lidt af, og få en god afslutning på sæsonen.
Igen i år sejlede Karina og jeg med færgen fra Kbh. Jeg synes at det er en hyggelig måde at rejse på.
Vi ankom til Bislet stadion lørdag kl.9.45, så jeg havde lige et par timer til start til at hilse på de andre danskere, som havde taget turen nordpå. Det er snart ved at være en pæn stor gruppe.
Jeg havde efter VM døjet med lidt knæproblemer, men havde ikke mærket noget til dem de sidste par uger.
Starten gik kl. 12 og jeg lagde forsigtigt ud. Der blev løbet meget stærkt oppe foran, men jeg var sikker på at de fleste ville gå død på et tidspunkt.
Da vi havde løbet ca. 6 timer lå jeg derfor ca. nummer 20, men begyndte at arbejde mig op gennem feltet, og da vi rundede de 12 timer lå jeg nr. 5 med ca. 119 km.
På dette tidspunkt begyndte jeg at kede mig helt vildt.
Det var en følelse jeg ikke havde haft før. Så da jeg rundede 13 timer og 128 km, gad jeg ikke løbe mere.
Jeg begyndte at gå lidt med nogle lange pauser indlagt for at se om jeg fik lysten igen, men det gjorde jeg bare ikke. Så da vi nåede morgenstunden, stoppede jeg helt og gik i bad med 160 km på kontoen.

Hvad skete der så lige i mit hoved i løbet af natten?
Mit bud er at jeg ikke havde fået skuffelsen fra VM ud af hovedet endnu og de to løb lå for tæt på hinanden.
Det kan også have noget at gøre med ruten. Man løber med en betonvæg på hver side, og har ellers ikke meget andet at se på. Det bliver dræbende kedeligt på et tidspunkt.
Da jeg kom hjem fra Oslo fik jeg så alle mulige småsygdomme som forkølelse, ondt i halsen og influenza. Derfor blev jeg enig med min træner, Thomas, at jeg skulle komme stille og roligt til hægterne igen fysisk og ikke mindst psykisk. Så resten af december og hele januar står den på lysttræning.
Og her den 5 januar kan jeg mærke at lysten til at løbe langt igen er ved at komme tilbage.

Jeg startede ud i et tempo, som ville svare til en sluttid på ca. 2.55 Og så var min plan, at jeg ville tage 1 km af gangen. Det gik rigtig godt og jeg rundede den første omgang (halvmarathon) i tiden 1.25 Det var en god og afvekslende rute, dog var der et par skarpe sving undervejs. Da jeg løb ud på den anden omgang, nåede jeg op til en lille gruppe løbere, som jeg fulgte et par km. Men da 2 af løberene begyndte at tale hinanden ned, valgte jeg at sætte tempoet lidt op, så jeg ikke endte i deres negative spiral. Da jeg nåede 35 km. kunne jeg godt mærke at jeg kun havde indtaget vand og 1 1/2 banan. Det var måske lige i underkanten, men det gik jo alligevel. Det var utrolig fedt at løbe ind på stadion og løbe i mål i tiden 2.52.55, ny personlig rekord, og en super træning inden VM om 4 uger.

Da jeg planlagde løbeåret 2008, var 24RUN ikke med på kalenderen. Jeg ville satse 100 % på DM 24-timer på Bornholm. Jeg havde haft et godt træningsforløb op til, og følte mig i topform, men jeg havde alligevel et skidt løb på Bornholm. Nogen gange går det bare ikke som man regner med.
Så efter en uges betænkningstid, valgte jeg at stille op til 24RUN. Det viste sig, at andre havde fået samme ide, og det var et spændende felt, som stod klar ved startlinien lørdag kl.12.
Jeg havde ikke de store forventninger til løbet, da jeg vidste at det var en hård rute. Jeg havde heller ikke trænet så meget siden Bornholm, da jeg skulle slippe af med noget væske i mit ene knæ.
Så jeg valgte at lægge stille og roligt ud, og lod de andre løbe.
Der blev løbet meget stærkt i starten, men det gik mig ikke på, da jeg jo kun var med for at ryste bornholmerturen ud af kroppen og få en god løbeoplevelse.

Dette løb, skulle jeg egentlig ikke have deltaget i, da jeg var tilmeldt et 24 timers løb bare 14 dage før. Men da jeg fik store maveproblemer under løbet, valgte jeg at stoppe efter små 5 timer. Dagen efter tilmeldte jeg mig til løbet på Mors, og 14 dage senere stod jeg ved startlinien kl. 5 om morgenen og følte mig i mit livs form. Løbet gik over alt forventning. Vi var kun 10 til start, men det gjorde bare, at der super hjælp til alle. Ruten var lavet så man løb hele vejen rundt om Mors, med depoter for hver 7 km. Det betød, at man hele tiden oplevede noget nyt, hvilket gjorde at dagen gik rimelig hurtigt. Vi var utrolig heldige med vejret. Hele dagen lå der truende skyer omkring os, men vi fik ikke en dråbe.
De første 90 km. gik rigtig godt. Derefter blev jeg nødt til at sætte tempoet lidt ned, da jeg var ved at blive træt. Så da målstregen endelig kom i sigte, var jeg meget glad, men også overrasket over, hvor godt det var gået. Jeg havde inden løbet en drøm om at løbe på ca. 20 timer. Men jeg kom i mål efter 18 timer og 33 min. så jeg var super glad og stolt af mig selv.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at løbe på Mors igen, men i 2008 ligger datoen ikke særlig godt i forhold til mine andre løbeplaner, så det må blive en anden gang. Ærgeligt, da det er en rigtig god rute, lækker natur og en super service fra alle omkring løbet.